Frem til udgangen af 2029 er der sikret et årligt budget på 700.000 kroner til kommunens fem kulturelle festivaler. Denne økonomiske ramme skaber ro om udviklingen af festivalerne og styrker kulturlivet i Favrskov Kommune. Det glæder afdelingsleder Trine Valentin, der ser den politiske opbakning som en vigtig forudsætning for både forankring og videreudvikling af festivalerne.
Festivalerne arrangeres i et tæt samarbejde mellem kommunens biblioteker og kulturhuse og omfatter:
- SKAB – krea- og håndværksfestival i januar på InSide, Hammel
- SKRÅL – børnekulturfestival i juni i Sløjfen, Hadsten
- KVAS – tværgående ungefestival i august i Sløjfen, Hadsten
- SANS – festival med sanselige, kunstneriske, humoristiske og kulturelle indslag i september i Hinnerup
- SYNG – sangfestival i december i Ulstrup Hallerne
Festivalerne fungerer som en platform for samarbejde på tværs af kommunegrænser og mellem lokale borgere og aktører. Dermed bidrager de til at gøre byerne attraktive og styrker sammenholdet blandt borgerne.
I 2026 deltog cirka 6.500 borgere i festivalerne. Det store fremmøde viser, at festivalerne når bredt ud til forskellige målgrupper gennem deres varierede indhold og geografiske spredning i kommunen.
Kultur- og Fritidsudvalgets forhåndsprioritering af 700.000 kroner årligt frem til 2029 sikrer mulighed for fortsat udvikling. Festivalerne skaber både genkendelighed og fornyelse år for år og er således blevet et vigtigt kulturelt samlingspunkt for hele Favrskov Kommune.
https://favrskov.dk/nyheder/kommunens-fem-festivaler-faar-midler-i-de-kommende-tre-aar