Hvordan skaber man et meningsfuldt og inspirerende liv efter arbejdslivet? I arrangementsrækken Den gode overgang sætter Favrskov Kommune fokus på mulighederne i pensionen og giver inspiration til, hvordan den nye livsfase kan blive præget af udvikling, fællesskab og engagement.
Besøgende får mulighed for at møde forsker og forfatter Aske Juul Lassen, der med afsæt i mange års forskning i aldring giver et levende indblik i, hvordan nutidens seniorer er i gang med at gentænke alderdommen. Med udgangspunkt i bogen De nye gamle fokuserer han på en generation, der ikke trækker sig tilbage, men i stedet skaber nye fællesskaber og fastholder et aktivt og nysgerrigt liv.
Der vil desuden være mulighed for at møde lokale foreninger og fællesskaber, som tilbyder aktiviteter og sociale netværk, der kan være med til at forme et aktivt pensionsliv.
Arrangementet henvender sig til dig, der står over for pension eller netop har taget de første skridt ind i denne nye og spændende livsfase.
Det er gratis at deltage, og arrangementet foregår fra kl. 16.30-19.00. Af hensyn til forplejning er der tilmelding på favrskovbib.dk.
Datoer og steder for arrangementerne er:
- 16. september, Uhresalen, Hinnerup Bibliotek & Kulturhus
- 17. september, Store sal, Hammel Kulturhus InSide
- 30. september, Lilleåsalen, Hadsten Kulturhus Sløjfen
- 1. oktober, Samlingssalen, Ulstrup Skole
https://favrskov.dk/nyheder/goer-dig-klar-til-et-godt-seniorliv