Velkommen til en enestående kunstoplevelse på historiske Ulstrup Slot i efterårsferien.
Riddersalen, i nordfløjen, åbnes for gruppeudstillingen NEO-MEDIEVAL, med værker af Emma Sloth (Danmark), Kristoffer Bech (Danmark) og Malwine Stauss (Tyskland).
I de stemningsfulde rammer på Ulstrup Slot vil kunstnerne tage afsæt i middelalderens turbulente bagtæppe af pest, hungersnød og krig.
I datidens uroligheder manifesterede spiritualiteten sig som en eksistentiel ressource; et rum for håb og mening i en usikker verden.
Udstillingen NEO-MEDIEVAL, åben d. 18-19. oktober, udforsker middelalderens spiritualitet i lyset af vores egen tid.
Fernisering: lørdag d.18 oktober.
Dørene åbner kl. 11 – officiel åbning lørdag d. 18. kl. 13.00 med et glas vin og introduktion til udstillingen
Åbningstider: 11-17:00
Gratis entré
For billedkunstner Emma Sloth (f. 1994, København) betyder spiritualitet en form for resonans mellem mennesket, naturen og det kollektive fællesskab. Med afsæt i middelalderens symbolunivers og visuelle formsprog udfordrer hun samtidens overvejende rationelle og sekulariserede tilgang til tro.
Via sin æstetiske tilgang fremstår hendes kunst som en samtidsorienteret fortolkning af spiritualitetens rolle og dens potentiale som sammenbindende kraft.
Kristoffer Bech (f. 1990, København) undersøger scenen som et gennemgående tema i sit kunstneriske virke. Med en baggrund som musiker er han fortrolig med performativitet, hvor selviscenesættelse bliver et vilkår.
I sit aktuelle arbejde udforsker Bech maskens dobbelte funktion, som skjul og som den symbolske betydning, der ligger i gestussen at tage masken på eller af. Spørgsmålet bliver dermed, hvad der træder frem i det øjeblik, masken falder, og menneskets indre verden blotlægges.
På Ulstrup Slot viser Malwine Stauss (f. 1993, Dresden) sine keramiske skulpturer, der fremstår som personificeringer af naturkræfter, mytiske figurer og magiske fænomener.
Stauss arbejder med en stærk forbundethed til naturens elementer og finder i selve det keramiske materiale en direkte forbindelse til disse kræfter.